Hells Angels rockeren Blondie

En efterårsnat i 1983 havde tre medlemmer af Bullshit bevæget sig ind på det forkerte værtshus. Det fik tre Hells Angels-rockere nys om, og det kostede to af Bullshit’erne livet at drikke sig fulde på den konkurrerende gruppes område.

En brutal og blodig nedslagtning. Det var, hvad der skete, da tre Hells Angels-rockere konfronterede tre medlemmer af den rivaliserende rockergruppe Bullshit tilbage i 1983. To af Bullshit’erne blev dræbt, og ’englen’ Bent Svane Nielsen – også kendt som Blondie – blev idømt 16 års fængsel, da han siden blev dømt i Østre Landsret.

– Det lykkedes Dem at hugge tre mand ned på kun tre minutter. Det er hurtigt!

– Ja, det er det, men det var et spørgsmål om at neutralisere dem. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik!

– Men De stak hårdt og mange gange. Hvor mange?

– Det ved jeg ikke. Jeg handlede.

– Vidste De ikke, at to var døde?

– Nej, jeg er jo ikke læge!

– Kunne de tre ikke være blevet neutraliseret på en anden måde?

– Det er muligt, men det er let nok i dag at sidde og være bagklog. Men den dag skulle der handles.

Sådan lød det i Østre Landsret tirsdag den 11. september 1984. Ordvekslingen fandt sted mellem den nu afdøde statsadvokat H. C. Abildtrup og Hells Angels-rockeren Bent Svane Nielsen, kaldet Blondie.

26-årige Blondie var sammen med to andre HA-medlemmer, Hansi Hansen – kaldet Hansi – og Henrik Kruse Jensen – kaldet Dirty -, tiltalt for drabene på to medlemmer af den rivaliserende rockerklub Bullshit. Dobbeltdrabet fandt sted tidligt om morgenen den 24. september 1983.

HA-rockeren Blondie likviderede to dødsfjender, som var på Hells Angels’ stamværtshus.

HA’ernes område
Til en fest havde de tre Hells Angels-rockere fået besked om, at flere af rivalerne fra Bullshit befandt sig på Søpromenaden på Østerbro i København. Et værtshus, som englene betragtede som deres område. Der var tale om Bullshit’erne Steen Grabow Grander, Flemming Hald Jensen og Michael Peter Enoch.

Meldingen fik Blondie, Hansi og Dirty til at kaste til værtshuset.

Blondie forklarede i retten, at han så, da de ankom til beværtningen, at en af Bullshit-medlemmerne havde en pistol. Han slog ham, så han røg hen ad gulvet. Blondie forklarede videre, at da han så, at medlemmet gjorde tegn til at tage pistolen frem, bøjede han sig indover ham og begyndte at hugge ham med en kniv.

Derefter tog blodbadet fart. Blondie fik dræbt både Steen Grabow Grander og Flemming Hald Jensen. Michael Peter Enoch blev skadet. Politiet fandt dog ikke en pistol hos det afdøde Bullshit-medlem.

Efter drabene kørte de tre rockere tilbage til HA’ernes klubhus i Titangade, hvor de senere blev anholdt.

11 vidner skulle føres igennem nævningesagen mod de tre Hells Angels-rockere for at fortælle om den nat, hvor to rockere blev brutalt stukket ned. Men de fleste var for bange til at vidne.

Dræbte var lette ofre
Det kom dog frem, at de to dræbte havde været lette ofre. Flere af vidnerne fortalte, at ofrene var meget berusede. En kvinde, som havde været i selskab med de tre Bull Shit-rockere forklarede i retten, at Bullshit-rockerene var klar over, at området tilhørte Hells Angels. Alligevel ville de derind.

Hun forklarede også, hvordan hun satte sig på skødet af en fremmed mand for at kysse ham, så hun kunne undgå at blive en del af nedslagtningen på Søpromenaden. Efter overfaldet skyndte hun sig tilbage til Bullshits tilholdssted på Amager. Syv Bullshit’ere tog hurtigt tilbage for at hævne deres brødre. De blev dog anholdt på Christmas Møllers Plads, før de nåede så langt.

De tre engle nægtede sig skyldige, alligevel blev de alle dømt. Bent Svane Nielsen blev idømt 16 års fængsel. Han blev prøveløsladt i 1994. Hansi Hansen og Henrik Kruse Jensen fik henholdsvis fire og fem års fængsel for medvirkende til drab.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få kontakt med Bent Svane Nielsen, men han har ikke været mulig at træffe.

*****

Blondie: Dobbeltmorder og fredsmægler

Den 56 årige Blondie – med det borgerlige navn Bent Svane Nielsen – er stadig et højstående medlem af Hells Angels.

I 1980 var han med til at starte Hells Angels i Danmark sammen med Jørn Jønke Nielsen. Siden 1996 var han leder af HA-afdelingen ‘Nomads’, som ligger på Amager.

For DR’s rullende kameraer indgik Blondie en aftale med Bandidos-lederen Jimm Tindahn om våbenhvile med forsvarsadvokat Thorkild Høyer som mægler. Det blev afslutningen på den Store Nordiske Rockerkrig i 1997, som brød ud i starten af 1990’erne.

Den 29. oktober 2009 blev han skudt og såret nær sit hjem på Frederiksberg. Drabsforsøget skete for øjnene af hans søn. Kort efter forlod han landet og tog til Rusland.

*****

Hvis territoriet bliver krænket, reagerer man
Tilbage i 1980’erne var det normalt for rockerklubberne at skride til handling, hvis deres territorium bliver krænket. Det forklarer forsvarsadvokat Thorkild Høyer, som i tiden under den første rockerkrig mellem Hells Angels og Bullshit repræsenterede flere klienter fra begge grupper. Senere var han fredsmægler, da den store nordiske rockerkrig opstod i 1990’erne mellem Bandidos og Hells Angels.

– Siden konflikten mellem Hells Angels og Bullshit sluttede, har man ikke set noget tilsvarede. På det tidspunkt var det normalt, da konflikterne udsprang af, at den ene eller anden gruppe forsøgte at trænge ind på den konkurrerende gruppes område.

– Territorierne kunne være stamværtshuset. Her holder man til, og det skal andre ikke komme og blande sig i, siger han.

Størstedelen af rockerne i de to grupper Filthy Few og Nøragersminderødderne slog sig i starten af 1979 sammen som Bullshit. De havde hovedkvarter på Amager.

Bent Svane Nielsen blev idømt 16 års fængsel for dobbeltdrabet.

Rockerkrigen blussede for alvor op i 1983, hvor den nye danske afdeling af Hells Angels blev rodet ind i konflikten. Krigen havde dog rod tilbage til 1970’erne, hvor rockerne både bekrigede politiet og hinanden indbyrdes.

De følgende år blev der udkæmpet en blodig kamp mellem Hells Angels og Bullshit. Begge ville være den dominerende motorcykelklub.

Krigen kolliderede, da Bullshit-præsidenten Makrellen med det borgerlige navn Henning Norbert Knudsen blev likvideret foran sit hjem på Amager. Det skete den 25. maj 1984. Han blev skudt af Jørn Jønke Nielsen fra Hells Angels.

Frem til 1986 var 12 mennesker blev dræbt i krigen. De fleste havde forbindelse til Bullshit. Derfor tog gruppen konsekvensen af drabene og nedlagde klubben, som gjorde, at konflikten sluttede. Præsidenten Jan Michael Linde ringede til Hells Angels klubhus og fortalte, at krigen var slut, at de nedlagde gruppen og havde brændt deres veste.