Drabet på bullshit rockeren Høvding

En våd julefrokost i Bullshits klublokaler på Kirkegårdsvej på Amager, var ved at nå sin afslutning. Festen skulle sluttes af på værtshuset Nemo på Christania, som blev betragtet som Bullshit’ernes område. Det skulle vise sig, at de ikke engang kunne føle sig sikre på der. Klokken 4.30 om morgenen ankommer tre mænd, som likviderede to mennesker

De to dræbte var den dengang 38-årige Bullshit-præsident Høvding med det borgerlige navn Anker Walther Markus. Han blev dræbt af otte skud i det, der var en koldblodig henrettelse. Det andet offer var tilfældigt. Det var den blot 20-årige christianit Lars Michael Larsen. Han blev offer for en konflikt, som han ikke engang selv var en del af.

Høvdings sidste ord var ifølge øjenvidnerne: ’Jeg er svimmel’.

En af de dræbte var Bullshit-præsidenten Høvding.

Fængsel i 16 år
Politiet anholdt efterfølgende de to 24-årige rockere René Nøddeskov Ludvigsen, kaldet Ludvig, og Ole Bonnesen Nielsen med øgenavnet Ost. De blev idømt 16 års fængsel 17. oktober 1986 i Østre Landsret. Begge var medlemmer af grupperingen Black Sheep, som var trofaste støtter for Hells Angels. De to rockere endte med at sidde fængslet til 1997.

I mere end 16 år var den tredje gerningsmand officiel eftersøgt. Men jagten på den tredje gerningsmand stoppede lang tid før. Det var Dan Lynge, og han var politiets meddeler i rockermiljøet.

– Ja, jeg er den ukendte tredjemand fra Christiania. Det har jeg selv fortalt politiet i 1991, men de ville ikke retsforfølge mig, sagde Dan Lynge til Ekstra Bladet i 2002. Han blev i stedet hvervet som politiagent.

Han mener dog, at Høvding ikke blev brutalt henrettet, men at der var tale om selvforsvar den nat lige før juleaften på Christiania. Han forklarer, at hvis Ole Bonnesen Nielsen og René Nøddeskov Ludvigsen ikke havde skudt først, var ingen af de tre nået levende derfra. Han forklarer, at Bullshit’erne og Høvding havde trukket pistoler, men at Nielsen og Ludvigsen havde ramt først, og det hele dermed var opstået meget spontant i modsætning til, at politiet havde kaldt handlingen for planlagt. Han mener, at når det bagefter blev slået fast, at Bullshit’erne var ubevæbnet, så var det fordi, der havde været tid til at fjerne våbene.

Både René Nøddeskov Ludvigsen og Ole Bonnesen Nielsen bekræftede senere Dan Lynges forklaring.

Rene Nøddeskov Ludvigsen og Ole Bonnesen Nielsen forklarede i Ekstra Bladet i 2003, hvordan de mente, at de havde handlet i selvforsvar, da Høvding blev skudt.

Justitsmordet
I 2004 blev sagen taget op igen og undersøgt som justitsmord mod de to rockere, efter flere afsløringer i TV2 og Ekstra Bladet. Endnu et vidne havde nemlig meldt sig på banen. Han fortalte også, at der var blevet handlet i selvforsvar. Og det var på trods af, at han var medlem af Bullshit – altså Hells Angels dødsfjende. Spørgsmålet var, om de to rockere havde handlet i nødværge eller om der var tale om en overlagt likvidering. Herefter blev der nedsat en kommission til at finde hoved og hale i sagen.

De to rockere ville indbringe en klage til Den Særlige Klageret, som dog ikke ville genoptage sagen. Mere end 20 år efter drabet, blev sagen lukket. Der blev forklaret, at Dan Lynges forklaringer ikke ville ændre på sagens udfald. Rigsadvokat Henning Fode konkluderede i sin udtalelse til Den Særlige Klageret, at det er tvivlsomt, hvorvidt Dan Lynge overhovedet befandt sig på Nemo den nat. Men han havde ikke gjort sig umagen værd med at opsøge det vidne fra Bullshit, som havde optrådt i TV2 og Ekstra Bladet. Vidnet fortalte ellers til Ekstra Bladet, at han havde fået øjenkontakt med Dan Lynge på Nemo netop den aften.

*****

Andre drab på Bullshit’ere

24. september 1983
De to Bullshit-rockere Steen Grabow Grander og Flemming Hald Jensen blev dræbt på Søpromanden på Østerbro i København. Stedet blev betragtet som Hells Angels stamværtshus. Bent Svane Nielsen – kaldet Blondie – fra Hells Angels idømme 16 års fængsel for drabet.

25. maj 1984
Den 25-årige præsident for Bullshit, Henning Norbert Knudsen – kaldet Makrellen – bliver dræbt med pistolskud og dør foran sit eget hus på Amager. Jørn Jønke Nielsen bliver idømt 16 års fængsel for drabet.

26. april 1985
Den 25-årige Bullshit’er Palle Blåbjerg bliver skudt og dræbt i Valby, da han som ølkusk vil aflevere en kasse øl til en kiosk. Carsten Bresløv fra gruppen Morticians bliver idømt 16 års fængsel.

21. december 1986
Jan Solberg fra Bullshit bliver skud ned, da han forlader klubhuset og sætter sig i sin bil. Han dør i ambulancen på vej til hospitalet. Nick Morten Jacobsen fra Morticians idømmes fængsel på livstid for drabet.

*****

Lang og blodig kamp mellem HA og Bullshit
Det var ikke unormalt at trænge ind på fjendens territorium for at få ram på den rivaliserende rockerklub, da rockerkrigen mellem Bullshit og Hells Angels rasede i 80’erne.

– Der er mange eksempler på folk fra både Hells Angels og Bullshit, der er blevet dræbt eller forsøgt dræbt, hvor den konkurrerende klub har trængt ind på den andens klubs område, siger Thorkild Høyer, der er forsvarsadvokat og har repræsenteret klienter fra både Bullshit og Hells Angels under rocerkrigen i 1980’erne.

Han fremhæver et eksempel, hvor Bullshit-præsidenten Makrellen med det borgerlige navn Henning Norbert Knudsen blev dræbt udenfor sit hjem på Amager af Jønke. Her kolliderede rockerkrigen. Det skete den 25. maj 1984.

To personer blev dømt ved Østre Landsret i 1986. Den tredje gerningsmand var stadig på fri fod.

Rockerkrigen opstod
Størstedelen af rockerne i de to grupper Filthy Few og Nøragersminderødderne slog sig i starten af 1979 sammen som Bullshit. De havde hovedkvarter på Amager.

Rockerkrigen blussede for alvor op i 1983, hvor den nye danske afdeling af Hells Angels blev rodet ind i konflikten. Krigen havde dog rod tilbage til 1970’erne, hvor rockerne både bekrigede politiet og hinanden indbyrdes.

De følgende år blev der udkæmpet en blodig kamp mellem Hells Angels og Bullshit. Begge ville være den dominerende motorcykelklub.

Frem til 1986 var 12 mennesker blevet dræbt i krigen. De fleste havde forbindelse til Bullshit. Derfor tog gruppen konsekvensen af drabene og nedlagde klubben. Den daværende præsident Jan Michael Linde ringede til Hells Angels klubhus og fortalte, at krigen var slut, at de nedlagde gruppen og havde brændt deres veste.