Samsung galaxy S6 edge vs iphone 6

Design
Apples iPhone sad længe alene på tronen som den lækreste telefon på markedet, men med Samsungs Galaxy S6 Edge får Apple virkelig kam til sit hår; Samsungs telefon virker præcis lige så solid og velbygget som iPhone 6, måske endda en smule bedre. Bagsiden af glas er også et godt træk, om end iPhones bagside også er temmelig lækker. Kameraet stikker lidt ud på bagsiden af begge telefoner, men fordi Samsungs kamera sidder midt på telefonen virker det en smule mindre irriterende når den ligger på et bord – og det ser en smule pænere ud. Er man til de buede sider på Galaxy S6 Edge (Og det er vi) så er der ingen tvivl om, at det nyskabende design og den kompromisløse tilgang til materialevalg endelig har bragt Samsung ind i kampen.

Vinder: Samsung Galaxy S6 Edge

Hastighed
iPhone er født med Apples egen A8 dualcore processor, der kører med en hastighed på 1,4GHz. Samsung har valgt en Exynos 7420 octa-core processor – altså 8 kerner. At måle hastighed ved hjælp af benchmarksoftware på disse to telefoner er en lidt underlig øvelse. Umiddelbart burde GS6 Edge være væsentlig hurtigere end iPhone 6, og især på multicore er Galaxy S6 Edge naturligvis meget hurtigere, næsten tre gange så hurtig, faktisk. I praksis er det dog ikke noget, man kan mærke, for de to telefoner afvikler stort set alt software uden hakken og prusten. Og så er det faktisk fuldstændigt ligemeget, hvor mange processorer, der sidder i telefonen. Faktisk føles iPhone 6 en smule hurtigere fordi de apps den afvikler simpelthen er hurtigere end tilsvarende Android apps.

Vinder: iPhone 6

Skærm
Apples skærm er en 4,7” IPS skærm, hvorimod Samsung har brugt en 5,1” Super AMOLED skærm. Selv om skærmen er større på Galaxy S6, er telefonen ikke meget større end iPhone 6, fordi skærmen som bekendt fortsætter ned ad siderne, ligesom både top og bund over og under skærmen fylder mindre på Samsungs telefon.Billedet på de to telefoner er ret forskelligt – der er simpelthen ekstremt meget mere knald på Samsungskærmen. Spørgsmålet er så, om det er en god ting? Der er ingen tvivl om, at Apples farver er meget tættere på naturtro end farverne på Samsungtelefonen – men er det så i virkeligheden en god ting? Man har i øvrigt mulighed for at vælge andre farveprofiler på Galaxy S6 Edge skærmen, og der er flere der får billedet til at ligge tættere på det, man finder på Apples skærm – men som sagt er det ikke nødvendigvis en god ting, og vi foretrækker faktisk lidt mere knald på.Betragtningsvinklen er også væsentlig bedre hos Samsung, ligesom det er lettere at se, hvad der foregår når man er udendørs hvis man vælger koreanerne som telefonleverandør. Alt i alt er iPhone blevet sat ret grundigt når det kommer til skærmen, og der er ingen tvivl om vinderen i denne kategori.