Det skal du gøre ved dine frosne bær


Frosne bær er de senere år blevet kaldt sygdomsbomber, fordi de flere gange har vist sig at bære på en virus. Bliv klogere på, hvordan du kan bruge de frosne bær korrekt her!

Frosne bær har i en lang årrække været brugt i desserter og smoothies uden at være behandlet, men bærrene har flere gange vist sig at bære en virus, der kan give opkast, kvalme, diarré og i værste tilfælde leverbetændelse.

For at undgå dette, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du koger bærrene først, og at du er særligt opmærksom på de bær, der er håndplukket, som for eksempel hindbær.

– De er meget sarte, så derfor kan man ikke bare høste dem med maskiner, og hvis de, der plukker dem, har dårlig hygiejne, så bliver bærrene smittet. Dermed fryser man jo bare virusset med ned, og det kan sagtens overleve, siger Anette Perge, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen.

3 gode råd til, hvordan du bruger frosne bær:

1. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du altid koger frosne bær i minimum et minut, inden du bruger dem. Bærrene skal boble som tegn på, at de koger.

2. Har du selv bær i haven, som du fryser ned, behøver du ikke at koge dem, så længe hygiejnen har været i orden.

3. Vil du bruge bær i for eksempel smoothies, kan du anvende friske bær eller frosne bær, som du først giver et opkog. Brug isterninger eller is til at køle din smoothie ned.